Laura Schrøder
Hvorfor valgte du at tage på højskole? Og hvorfor blev det Mayoka Højskole?
Jeg har længe vidst, at jeg gerne ville på højskole for både at opleve den særlige ånd, et stærkt fællesskab, møde unge med andre baggrunde og udfordre mig selv. Jeg havde længe regnet med, at højskoleopholdet skulle være i Danmark, men så faldt jeg over Mayoka. Da jeg på en og samme tid både ville bruge en længere periode på at komme under huden på et helt andet samfund og også gerne ville ud og rejse, var Mayoka den perfekte kombi. Samtidig har den bæredygtige tankegang længe været vigtig for mig, og derfor kunne jeg sagtens se mig selv i højskolens profil.
Hvad har været det mest overraskende ved at gå på højskolen?
Jeg har været overrasket over, hvordan det at bo på Mayoka som højskoleelev er meget mere end at være højskoleelev. Man bliver budt velkommen af lokalsamfundet, der altid hilser og hjælper. Man har hyggelige samtaler med personalet. Man møder fascinerende og unikke rejsende, der besøger lodgen og får indblik i deres liv og historie, når de besøger lodgen. Og så skaber man relationer med nogle af de lokale, der har en helt anden hverdag og helt andre udgangspunkter end en selv. Derudover har det også overrasket mig, hvor anderledes og primitiv befolkningen i Malawi lever i forhold til os, og hvor meget de formår at få ud af det minimale. Samtidig er deres imødekommenhed meget inspirerende, især når man kommer fra et land, som sammenlignet med Malawi har langt flere ressourcer.
Hvad er det bedste ved Mayoka Højskole?
Det bedste er, at man får en cocktail af alt det bedste. Nye dejlige venner, som man får lov at dele fantastiske kultur- og naturoplevelser med. Man får tid til reflektere over sig selv, sit liv og sin plads i verden og dele sine tanker med folk på højskolen, som har samme værdier som en selv.
Hvordan vil du beskrive fællesskabet på højskolen?
Udover klassisk højskolestemning og -fællesskab, giver Mayoka noget ekstra. I og med at man er en samlet gruppe på kun 20 mand, der deler udfordrende, smukke og anderledes oplevelser, får man en helt særlig samhørighed, da man er fælles om disse stunder. Samtidig er vi alle kommet herned med en nysgerrighed, åbenhed og et videbegær, der gør læringsmiljøet fedt og giver en følelse af at blive set, hørt og grebet.
Hvad tager du med dig fra Mayoka Højskole?
Udover en masse nye venskaber tager jeg en masse nye synspunkter og redskaber med hjem, som jeg skal have implementeret i min hverdag. På højskolen har der været mange øjenåbnere og megen tid til refleksion, som har givet mig nye perspektiver på mig selv og verden. Jeg ved, at der er ting, jeg skal hjem og ændre, som vil kunne gøre mig gladere og min hverdag mere spændende.