Iben Pinvig

20 år, Holstebro

1. pionerhold

Hvorfor valgte du at tage på højskole? Og hvorfor blev det Mayoka Højskole?

Jeg havde faktisk ikke planer om at tage på højskole. Jeg ville gerne være frivillig et sted i Afrika syd for Sahara. Men da mine oprindelige planer ikke lod sig gøre, og jeg hørte om Mayoka, krævede det ikke mere end en kort læsning på deres hjemmeside, før jeg tilmeldte mig.

 

Hvad har været det mest overraskende ved at gå på højskolen?

Jeg har ikke engageret mig meget i bæredygtig udvikling hjemmefra, så jeg forventede ikke det store i forhold til undervisningen. Men kurserne, underviserne, deres formidlingsmetoder og aktiviteterne i den forbindelse har overgået alle mine forventninger.

 

Hvad er det bedste ved Mayoka Højskole?

Menneskerne. Pionerholdet har kun bestået af søde mennesker. Allerede i lufthavnen var stemningen god, og det har holdt hele vejen igennem. Selv når vi har stået i nogle lidt pressede situationer, når folk har været trætte eller andet, har humøret stadig været højt. Rammesætningen i form af lodgen og alle de mennesker, der følger med, har skabt en hyggelig, sjov og tryg base for højskolen. Det har været som en stor familie.

 

Hvordan vil du beskrive fællesskabet på højskolen?

Intet mindre end fantastisk. Idet vi er en relativ lille flok på 20 mennesker, har man godt kendskab til hinanden på kryds og tværs. Forholdet til lærerne og personalet på lodgen er også frit og hyggeligt.

 

Hvad tager du med dig fra Mayoka Højskole?

Fra Mayoka tager jeg et udvidet og mere nuanceret verdenssyn med mig. Ny information - både fra undervisningen men også perspektiver fra hinanden - har sat i gang i fede og udbytterige refleksioner. Og så tager jeg selvfølgelig venskaberne med de fantastiske og inspirerende personer med hjem.

Previous
Previous

Klara Høgsbro

Next
Next

Mille Poulsen